onsdag den 30. januar 2008

Faguge


Jeg elsker lærerskolen, når vi har faguge! Alting syder og bobler, og hvor man går, kan man fornemme energien rundt omkring i lokalerne, på gangene, i spisesalen, hvor der ivrigt berettes om de forskellige holds oplevelser...
Der har været mange forskellige emner at vælge imellem, lige fra fysik til strikning. Selv har jeg i år bevæget mig ud i selv at afholde et kursus, nemlig i noget så sexet som dansk grammatik. Sammen med Mogens, også fra 4.årgang, underviser jeg ca. 15 nysgerrige, lærelystne og kritiske medstuderende, der gang på gang sætter vores viden - og ikke mindst vores evne til at sætte ord på den – på prøve. Det er hårdt! Vi er alle sammen helt færdige, når vi slæber os hjem efter en gang hardcore teori fra 9 til 15, og jeg kan pt. knap overskue at skulle i gang med at forberede dagen i morgen. Men det er noget af det mest givende, jeg har gjort på DfL. At indtage en position i klasserummet med et ansvar for, at mine skønne medstuderende får en masse ud af det, med en intention om at videregive så meget som muligt, og på en så spændende måde som muligt. At sige til og fra og holde et overblik, når spørgsmål flyver i luften, at vurdere hvornår deltagerne er klar til hvad, og hvornår nok er nok. At acceptere, at vi ikke kan svare på alle spørgsmålene og evne at jonglere med opslagsværker og flere bolde i luften, men sørge for at alle får en positiv oplevelse, og en følelse af at blive afklaret indenfor et emne, der for mange vækker trælse minder fra skoletiden og en følelse af afmagt. Det er super svært, og det er super sundt for os at stå lige i midten af alt det.
Jah – flere faguger, tak. Jeg glæder mig i hvert fald til at sidde på skolebænken næste gang, og være den, der med opbakkende smil og interesserede spørgsmål er med til at udvikle og berige mig selv og mine medstuderende.

:-) Lise

3 kommentarer:

Dunn & Dunns læringsstile sagde ...

Hej Lise

Jeg synes det er en hel fantastisk faguge dig og Mogens har sat sammen. Som du selv skriver, er vi alle godt trætte, når vi går hjem kl. 15 efter at have lært om BIORD, perfektum og præsens participium... ;-)
Jeg føler virkelig, at jeg får super meget ud af denne faguge, selvom jeg ikke skal være dansklærer.
Så tak fordi (at) I yder så stor en indsats for vores skyld.

Knus Mie

Anonym sagde ...

"...DIG og Mogens har sat sammen."

Altså det er vist ikke meget grammatik I har lært? Det hedder DU og Mogens.

Pinligt for en lærerstuderende!

LISE sagde ...

For det første er det lige præcis den indstilling, vores anonyme skribent her har, der gør, at grammatik hurtigt bliver til et område, der giver folk ondt i maven og nervøse trækninger. Det er IKKE pinligt at lave en fejl, det ville måske være pinligt, hvis man ikke gjorde noget for at blive bedre, men alle laver fejl. Og det skal der dælme være plads til. Især på en side som denne, hvor alle indlæg skrives af mennesker, der bruger deres tid og energi på dele oplevelser mm. med andre.
For det andet synes jeg ikke, at det er god stil at skrive anonyme indlæg - især ikke, hvis det er noget negativt, man vil ytre.
Grynt grynt
fra Lise