fredag den 29. februar 2008

Praktik dag 5

D. 29/2

En meget kort dag. Og det er jo fedt!
Og ellers også en meget afslappende dag, hvor jeg bare var i Ildgruppen og observerede og hjalp eleverne med de ting, de var i gang med. Det er virkelig en dejlig måde at arbejde på i forhold til tavleundervsning. Jeg kan jo mærke det rimelig tydeligt i sammenligning med det andet jeg laver. I dramaundervisningen er det jo ret nødvendigt med én person, en lærer, som eleverne kan holde fokus ved og som har ansvaret for undervisningens forløb. Det er ret hårdt at være på så meget tid af gangen. Det har jeg kunnet mærke meget i løbet af denne uge. Men når eleverne bare får at vide, og sådan set også ved det i forvejen, at de skal arbejde enten med dansk eller matematik og straks tager deres respektive arbejder frem, og man så selv kan tage sig til det man nu selv skal have lavet, og eleverne selv kommer over og - meget venligt og tålmodigt - spørger om hjælp, så er der eddermame betydeligt mere overskud fra min - lærerens - side.

Jeg fik således både tid til at hjælpe eleverne med diverse ting og at tale med dem om løst og fast (bl.a. computerspil og Astrid Lindgren) og at gøre mig en del iagttagelser af deres undervisningsform. F.eks. kunne jeg se hvor stor en fordel det er, at de altid kan gå over til noget, de har mere lyst til, når selv kan vælge om de i timen vil lave dansk eller matematik. Jeg sad og lavede nogle matematikopgaver sammen med en pige. Så fik hun en god idé til en historie og kunne straks bare gå i gang med den i stedet. Pisse fedt! Intet skal hæmme kreativiteten! :-)

Siden eleverne i gruppen er på forskellige klassetrin, er niveauopdelingen en helt naturlig ting. Der er ingen skam i ikke at være nået ligeså langt som de andre da man ikke tænker lige så meget i aldersklasser som ellers. Der er ikke noget med at nu er vi nået til den og den side, og de som så ikke er nået så langt, er enten dumme eller dovne. Næ. Eleverne lægger selv plan for hvor langt de vil nå i deres opgavebøger inden den næste ferie. Og så kan de jo også altid gå over til noget sværere hvis de keder sig. Meget fleksibelt og selvstændigt!

Siden fokus ikke er på læreren, er der ikke den normale tyssen på eleverne. Undtagen når de holder møde. Men der er det sjovt nok også lærerne der ikke kan finde ud af at tie stille. Og alligevel fungerer det… ;-)
I timen er der plads til at eleverne kan sidde og snakke uden at det forstyrrer de andre. Og hvis det endelig gør, er det i lige så høj grad eleverne som lærerne der tysser på hinanden. Så det er generelt en meget afslappende undervisningsform både for lærere og elever.

God weekend!
- Kåre

Praktik dag 4

Undskyld. Jeg havde fuldstændig glemt at lægge bloggen fra i går ud. Jeg skriver nemlig bloggen hver dag offline på skolen og udgiver den når jeg kommer hjem. Så bloggen er skrevet på dagen, men den er bare først lagt på nettet nu. Værsgo:

D. 28/2

Eleverne syntes at i dag var rigtig god. Bedre end de andre dage, som der var én, der sagde. Jeg selv synes nu nok at godt nok var det sjovt nok, men i forhold til vores mål gik det mere tilbage end frem, og der mangler en del ting før jeg synes, at det lever op til den - måske lidt sporadiske - målsætning, vi har sat os.
Der er bl.a. to ting som jeg nu har sagt til mig selv, at jeg i hvert fald skal huske til en anden gang:
1. Den første dag sagde vi til eleverne at de skulle huske på, at når vi sagde “frys”, så skulle de straks stoppe op, stå helt stille, tie helt stille og kigge over mod den lærer der sagde “frys”. Det har vi overhovedet ikke fået fulgt op på, hvilket gør børnene både forvirrede og utrygge, fordi de ikke kan se en tydelig kontinuitet i undervisningen og ikke er sikre på, at de skal forvente at skulle følge det, vi siger til dem.
2. Vi er hele tiden gået ud fra at eleverne skal være med til at bestemme, hvad vi skal lave. Det er også helt fint. Men vi har stort set ikke givet plads til et forum hvor de kan komme med deres idéer. De har derfor været nødsaget til at levere deres idéer når der var mindst tid til det. Og så er det jo dem der råber højest, som får noget igennem. Så vi mangler at have en fast evaluering af både arbejdet med det resultat vi arbejder frem imod og de almindelige øvelser, som vi bl.a. bruger til opvarmning og afslapning. De gange vi har brugt evalueringen, har det været rigtig godt både for eleverne og os.

Men nu har jeg snakket med de lærere jeg er sammen med. Og de er enige i de to ting. Vi har også snakket om andet som også gerne kunne gøre det hele bedre. Men om vi når at få et ordentligt resultat ud af det, det er jeg nu ikke helt sikker på. Bl.a. fordi vi hele tiden ændrer på det for at imødekomme elevernes behov og ønsker, men når det så ændres, passer det dårligt for dem som til at starte med havde det fint med formen. Så jeg håber virkelig vi får det der evaluering op at køre.
Der er også noget med fokus - hvilket vi også har snakket om. Det er svært for eleverne at følge med når de ikke ved, hvilken voksen de skal holde fokus ved. Så det må vi også få styr på.

Tja. Der er sgu en masse ting at sige. Men generelt er det rigtig sjovt. Det er fedt at kunne bruge al sin tid på at lave drama!
I morgen skal jeg være i Ildgruppen. Så det bliver formentlig en del anderledes og mere afslappende. Og så har jeg jo også en lang weekend hvor jeg bl.a. kan få tid til at forberede min lille uge med dansk. Det bliver også rigtig godt!

I får en rapport mere i morgen. Og så holder jeg ellers fri for weekenden.

Ha det bra! - Kåre

onsdag den 27. februar 2008

Praktik dag 3

D. 27/2

Fed dag!
Det er utroligt hvor meget man kan overskue, når man har fået sin søvn. Og det er endnu mere utroligt hvor meget man ikke behøver at overskue, når man er nærværende og frisk i hovedet. Vi havde aftalt at komme mere hen i retning af billedteater. Bl.a. ville vi prøve en øvelse som hedder “Statue”, hvor en elev viser en bestemt følelse ved at stille sig op i en position og med en grimasse, der kan illustrere følelsen. Dernæst skal de andre elever gætte hvilken følelse der bliver vist, og så vise den samme følelse på en anden måde. Og hvis de så gætter rigtigt, kan de selv få lov at vise en ny følelsesstatue. - Det var sjovt nok den øvelse de bedst kunne lide! Fedt!

Så har jeg lavet teatersportslejen “Frys” med de større elever i gruppen. Det er en mere udpræget improvisationsøvelse hvor man skal ind og erstatte en af de andre spillere og ændre situationen. Den gik også godt i tråd med statueøvelsen. Og den fungerede også rigtig godt!

I det sidste modul (vi har tre moduler om dagen) delte vi os op i de tre grupper som på næste torsdag skal ende med at opføre et billede af en bestemt stemning. Den ene gruppe skal vise et billede på en situation hvor det hele går rigtig hurtigt. Hvor de allesammen f.eks. leger og løber og har det rigtig sjovt med, at det går hurtigt. Den anden gruppe skal vise en stresset situation, en “ulvetime”, hvor alt går hurtigt, og man skal nå en masse ting på én gang. Den tredje gruppe skal vise det modsatte; en hyggelig og stille situation hvor man rigtig slapper af og hygger sig. Jeg er på den tredje gruppe. Så der må jeg hellere få arrangeret nogle ting så det kan blive sjovt, og elevernes idéer (og de er mange) kan indgå på ne god måde. …Men i dag syntes de godt nok at det var lidt kedeligt, fordi der ikke var nogen egentlig handling. De havde nok forventet at det var mere som et teaterstykke, så de skal nok have det serveret på en mere spændende måde.

Jeps. Men alt i alt en rigtig god dag! Fed stemning og godt humør.
- Kåre

tirsdag den 26. februar 2008

Praktik dag 2

D. 26/2 - 08

Var utroligt træt i dag! Er det egentlig stadig, men ville lige skrive det her først, før jeg tager hjem og sover… Jeg var nemlig til møde i går i Hvidovre sammen med de to lærere jeg laver værkstedet med. Det var rigtig hyggeligt, og vi fandt ud af en masse, men jeg var først hjemme igen ved tolvtiden, og jeg var tilmed vanvittigt træt i forvejen.
Så i dag er gået ret langsomt. Men det har da været hyggeligt, selvom jeg nu håber at de andre dage bliver endnu hyggeligere… Og jo. Det bliver de helt sikkert. Jeg glæder mig sgu til at være tip top frisk og i fint humør. For det er jeg næsten altid når jeg har fået min søvn. Men når jeg ikke har… …ja, så vil jeg sgu hellere sove færdig og lade arbejdet vente. Måske er det derfor at jeg er så dårlig til at stå op om morgenen. Jeg er sgu så god til at overbevise mig selv om hvor meget mere jeg faktisk har brug for søvnen end for undervisningen. - Men den går selvfølgelig ikke når man er i praktik…

Så det…
Nå, men vi fik som sagt aftalt en masse i går. Og vi kunne næsten holde planen for i dag. Og selvom nogle af øvelserne blev lidt varierede, og vi i hast måtte finde på flere, fordi det ikke rigtig duede med nogle af øvelserne, så blev det i det store hele et godt forløb. Vi fik bl.a. til sidst eleverne til at opvise nogle situationer som de kendte derhjemmefra, som viste en eller flere følelser og et eller flere tempi (Ikke tempoer!). Det var især en succes med de større elever på holdet. Det var tydeligt at se at de havde prøvet det før.
I morgen skal vi så prøve at dele dem op i nogle hold. Her får de store også mulighed for at kunne arrangere noget mere avanceret improvisation selv. Og de små kan vi forhåbentlig få til at deltage mere aktivt i idéprocessen når de er i et lidt mere intimt forum. …Og når deres lærere har lidt mere overskud, kan det jo være at de også får noget mere ud af det, får lidt mere struktur på det hele!
Nu vil jeg gå hjem og sove! I hører mere i morgen.

Hygge! - Kåre

mandag den 25. februar 2008

Praktik dag 1

D. 25/2 - 08

Som lovet vil jeg nu bringe en kort rapport for hver dag i min praktik. Det vil både give jer et indtryk af hvordan det er at være i treugerspraktik på Den Frie Lærerskole og samtidig være et evalueringsredskab for mig selv i praktikken. Det er selvfølgelig ikke repræsentativt for hvordan praktikken normalt forløber, både fordi ethvert praktiksted og enhver praktik er forskellig, og fordi jeg selv har valgt mit praktiksted som er lidt mere alternativt end de fleste andre tilknyttede praktiksteder. Men under alle omstændigheder skulle det da i hvert fald gerne blive interessant.

Jeg startede dagen med at komme for sent til morgenmødet. Ikke mere end fem minutter, men jeg synes nu nok at det var et meget godt signal at sende at komme i god tid den første dag. Men hvad fanden. De andre lærere virkede temlig ligeglade med det, og det er jo rimelig rart med en sådan afslappethed i en lærergruppe.
Generelt har det også været rigtig afslappende. I første time startede vi med elevernes morgenmøde i Ildgruppen, som er den gruppe jeg skal være i - undtagen i de to emneuger. (Det kom jeg og de andre to lærere vist også for sent til, men det var eleverne også ret ligeglade med. De var i hvert fald gået i gang) Der fortalte jeg eleverne hvem jeg var, og så fortalte eleverne ellers hvad de hed og hvilken bog de bedst kunne lide - nok sådan lidt for at det ikke blev alt for kedeligt for dem. Bagefter læste et par piger en historie op de havde skrevet sidste uge. Og da mødet var færdigt var det meste af første modul færdigt. Så fik jeg en smøg og bagefter en rundvisning. Meget afslappende…
I andet modul blev Ildgruppen delt op. 1. - 3. klasse skulle have dansk, og 4. - 6. klasse skulle have engelsk. Jeg blev i danskgruppen. Det var faktisk ret interessant. Eleverne sidder jo enten for sig selv eller i mindre grupper og arbejder med det de er i gang med. Nogle af dem lavede endda matematik i stedet for dansk, fordi de hellere ville det! Rigtig fedt!
Men men men…! De har jo opgavebøger! - Ikke fordi jeg overhovedet skal dømme skolen udfra et flygtigt indtryk (tro mig, skolen er virkelig helt fantastisk), men netop på grund af denne situation kan jeg tydeligt følge hvorfor Freinet var imod lærebøger. Der var nemlig en af eleverne som absolut ikke ville lave hverken dansk eller matematik, så nu hvor jeg var en ekstra bemanding i gruppen, kunne jeg ligeså godt hjælpe ham med opgaverne og finde ud af hvorfor han ikke ville lave det. Jeg lagde straks mærke til at han ikke kunne koncentrere sig om opgaven, og samtidig sagde han at han ikke kunne finde ud af det, at han ikke forstod det, samt at det var kedeligt. Jeg prøvede så at spørge ind og tålmodigt at få ham til at forklare opgaven. Det gik sådan lidt frem og tilbage. Han skrev en enkelt linje og ellers en masse krusseduller, og så pludselig da jeg spurgte ham, om han ikke bare kunne fortælle, hvad der skulle stå i stedet for at skrive det, så kunne han ligepludselig det hele uden problemer. Men han sagde stadig at han ikke forstod det!
Jeg kan jo ikke være helt sikker, men såvidt jeg forstod, syntes han at opgaven var kedelig, fordi den ikke forklarede ham, hvad det hele gik ud på, og samtidig var repeterende. Han kunne sagtens gennemskue hvad han skulle gøre, men han forstod ikke hvorfor. Desuden kunne han slet ikke sidde stille, hvilket han var udmærket klar over, idet han sagde, at han altid var træt og ikke kunne sidde stille om mandagen (kender vi det ikke allesammen!). Så i stedet for at prøve at få ham til at sidde ned gik jeg bare med ham rundt i lokalet. Det havde han intet imod. Han vekslede lidt imellem at dreje rundt om sig selv og at hoppe op og ned på stedet. Og han koncentrerede sig meget bedre end før. Imens fortalte jeg ham om de forskellige ordklasser og hvordan de bøjes, og fik ham hele tiden til at formulere det med sine egne ord og give ham opgaver som jeg selv fandt på. Han var meget mere interesseret end før i at finde ud af hvad det gik ud på, og i slutningen af timen havde jeg indtrykket af at han havde forstået det overordnede omkring de tre store ordklasser, og vigtigst: Han havde forstået MEGET mere end hvad opgaven ville have lært ham. Så jo, selvom det måske kan være lettere at give eleverne en fabrikeret opgavebog i hånden, så er jeg enig med Freinet i at man skal holde sig fra opgavebøger. I hvert fald skal man bruge dem med varsel. De er nemlig ofte kedelige og lærer ikke eleverne nok.

Nå. Resten af dagen var jeg med Stjernerne i Valby Parken. Stjernerne er børnehaveklassen på skolen, og de er selvfølgelig rigtig søde! Og i aften skal jeg mødes med Mette og Majken som jeg skal lave dramaværsted (ikke workshop, for det betyder FAKTISK værksted hvis I ikke var klar over det ;-) med i de næste to uger.

I får at høre mere i morgen. Hygge herfra! - Kåre

søndag den 24. februar 2008

Stilhed på Sydfyn

En stille vinterferie har det været hernede i Ollerup. For en gangs skyld har jeg ikke planlagt min ferie, men bare nydt at have tid og ro. Det kan også være nødvendigt midt i det hele engang imellem - lige at stoppe op og få vejret.
Det er en lidt underlig fornemmelse at være her i ferien, man møder ikke så mange mennesker på sin vej til og fra Brugsen (verdens navle), og stikker man hovedet ind forbi vores "nye" lækre Undergrund en aften, mødes man af tre småsnaldrede fyre, der hygger sig i ro og mag. Det normale, høje aktivitetsniveau er faldet noget i ferien, stikket er
trukket ud i en lille uges tid.
Nu drager 1. og 2. årgang i 3 ugers praktik. En stor og spændende oplevelse, forhåbentlig også en rigtig god og udviklende en af slagsen. Jeg er sikker på, at de er vokset med flere centimeter, når de kommer hjem til os igen om 3 uger. Imens skal vi på 4. årgang skrive vores faglige hovedopgave, og 5. årgang laver fortsat speciale. Om to uger er der Ollerupkursus, hvor vi skal arrangere et spændende cafémiljø og lave bar for kursisterne samtidig med at vi skal skrive vores opgaver færdig. Og nå ja, så får jeg overnattende gæster – en dejlig kollega fra sidste års årspraktik skal bo her i min lillebitte lejlighed, mens hun er på kursus. Jeg glæder mig helt vildt... men indser også, at så er freden nok forbi, så jeg må nok hellere få skrevet den opgave.
Min faglige hovedopgave begyndte med at skulle handle om medier i danskundervisningen, undervejs blev det til moderne skærmmedier, og pt. er det så yderligere indsnævret til at omhandle, hvordan mobiltelefonen og bloggen kan (og bør) inddrages i danskundervisningen. Nu må vi se, hvad det ender med:-) Det er et temmeligt nyt emne for mig, men meget spændende. Og lækkert at have tid til fordybelse.
Men nu må verdensmesteren i overspringshandlinger hellere komme tilbage til arbejdet, så jeg med god samvittighed kan feste og hygge, slæbe og slide, snakke hele natten og i det hele taget få en uge med gang i, når det bliver tid til Ollerupkursus. Vi DfL'ere egner os heller ikke til at være i ro alt for lang tid af gangen, tror jeg:-)

Lise

fredag den 22. februar 2008

Vinterferie - på vej mod praktikken

Nu er det så på mandag at jeg skal starte i treugers praktik på Trekronergade Freinetskole i Valby. I de første to uger skal jeg lave noget dramaworkshop med to lærere som hedder Mette og Majken. I den sidste uge skal jeg egenhændigt lave noget kreativ skrivning og grammatik med Ildgruppen. Og jeg glæder mig naturligvis ubeskriveligt! ☺
Jeg skal jo igang med at undersøge hvordan Freinets pædagogik fungerer i praksis. Og nu må det også være tid til at jeg fortæller jer om Freinets pædagogik. At skolen er baseret på lige præcis den pædagogik er jo netop en af hovedgrundene til at jeg har valgt den skole. F.eks. skaber det nogle helt nye muligheder for at indrette undervisningen på alternative måder når man går væk fra idéen om undervisning, som noget læreren skal ‘proppe’ ind i eleverne. I stedet går Freinets pædagogik ud fra en tankegang om at eleverne selv søger viden og selv finder ud af, hvordan de lærer stoffet bedst. Jeg vil her give en overordnet gennemgang af principperne i Freinets pædagogik og didaktik:

Elevdemokrati: I og med at eleverne er inkluderet i beslutningen af både det de skal lære, og hvordan skolen overordnet skal fungere, møder de en tillid til deres egne kompetencer som afspejler sig i deres motivation for at lære mere og blive bedre til de ting, de interesserer sig for.
Dette afspejles konkret i at eleverne sammen med lærerne finder frem til, hvad de vil arbejde med selv kan arbejde videre med deres projekter i en selvvalgt retning, samt at de har møder to gange om dagen; en gang om morgenen og en gang om eftermiddagen. Møderne styrer de selv. Lærerne blander sig ikke. Jeg har selv været med til et par af deres elevmøder, og det slog mig at de er meget bedre til at holde møder end nogen voksne, jeg har mødt. ☺

Projektorienteret undervisning: Freinet har et begreb han kalder ‘Arbejdsskolen’. Det betyder at man i skolen ligesom i de fleste jobs arbejder med projekter og arbejder hen i retning af at lave et produkt. Det fører bl.a. til at eleverne fordyber sig i lærestoffet, som de selv finder frem til. De lærer også kildekritik i og med at de må sortere i deres informationer.
Samtidig frigør denne arbejdsform en masse ressourcer for læreren. I og med at undervisningen ikke er centreret omkring læreren har han/hun tid til at gå rundt til de enkelte og bruge tid på at forklare dem stoffet, og hvis der opstår en konflikt er det også i modsætning til i en traditionel undervisningssituation muligt for læreren at løse denne konflikt uden at eleverne sidder og venter på at læreren (centrummet for undervisningen) vender tilbage (da eleverne selv er centrum i deres egen undervisning).
Der er en masse mere at sige om projektorienteret undevisning. Men det eksisterer jo også mange steder uden for Freinetskolerne. Så det kender de fleste vel en del til.

Tværfaglighed og blandede klasser: Der er ikke nogen deciderede klasser på en Freinetskole. I stedet er de blandet i hold på tværs af klassetrin. På Freinetskolen på Trekronergade er de blandet fra 1. - 6. klasse. Dette fører sammen med projektundervisningen til at eleverne lærer af hinanden i stedet for at være afhængige af lærerens vejledning konstant. De bruger hinandens kompetencer og hjælper hinanden når de har brug for hjælp i stedet for at sidde med fingeren i vejret i en halv time og vente på, at læreren skal få tid.
De lærer også herigennem hinandens og egne kompetencer at kende. De får meget hurtigt et blik for at nogen er gode i nogen fag og andre i andre, og ingen af delene er noge skam. De bliver ikke fastholdt på et klasse trin i deres fag bare fordi de nu er i den alder. De har en naturlig mulighed for bare at lave noget på et højere niveau hvis de har brug for det. Og så selvfølgelig ellers bare selv finde information og lærestof om hvad som helst de interesserer sig for!

Et sundt undervisningsmiljø: Her tænkes primært på det fysiske undervisningsmiljø, da der tages hensyn til det psykiske og det æstetiske igennem undervisningsformen, det æstetiske bl.a. igennem de kunstrelaterede aktiviteter eleverne beskæftiger sig med. Det er nemlig særdeles vigtigt at eleverne har tilgang til en masse forskellige udtryksformer.
Det optimale fysiske undervisningsmiljø er ifølge Freinet at der er lys nok i skolen, at der er naturlige omgivelser - optimalt set skove og enge med dyr, men ellers så meget i den retning som muligt, at der er et sundt indeklima med god udluftning og solidt byggede lokaler, at der er en mangfoldighed af ‘arbejdspladser’ med behagelige sæder og des lige.
I Freinetskolen på Trekronergade er det meget svært for dem at efterleve denne her. Der er desværre intet naturligt miljø - kun en lille have med et legehus. Der er ingen husdyr eller urtehave som ellers vil føre til endnu flere udfoldelsesmuligheder for eleverne - f.eks. kan man i hjemmekundskab følge arbejdet med måltidet igennem HELE processen. Det er fandme sejt! Nå, men det har de ikke plads til. De har også til huse i en gammel fabriksbygning som ikke er optimal, men heller ikke er vanvittig dårlig at bruge til undevisningslokaler. Til gengæld gør de meget ud af at der er en masse forskellige ‘arbejdssteder’, som især bruges til at læse i. Man kan stå, sidde, ligge på ryggen, siden og maven, slænge sig, stå på hovedet osv. på en træstol, lænestol, rullestol, madras eller i en sofa imens man læser. Det er nemlig meget få børn der ikke får ondt i røven og bliver rastløse af at sidde på en træstol dagen lang. Så ved I det! ;-)

Teori gennem praksis og evaluering: Da Freinet udviklede sine tanker omkring Folkets Skole, som han kaldte den, var det ikke med nogen bestemte teoretikere for øje. Han så på den konkrete situation han og eleverne var i og indrettede og forandrede løbende skolen i samarbejde med eleverne. Sådan skulle enhver Freinetskole også gerne fungere (Det er jo også derfor der er elevdomkrati). Der er ikke noget endemål - nogen idealistisk målsætning som er fastlagt fra starten - i Freinets teori. Det handler kun om - som enhver vel kan sige sig selv - at skabe de bedste rammer for at eleverne kan trives og lærer bedst. At finde frem til de bedste rammer og nemlig ikke en fast defineret vej. Det er altid mennesker man arbejder med, og mennesker er forskellige. Derfor er der ingen grund til at klynge sig til de former som virkede med sidste års elevgruppe, man må hele tiden evaluere om man nu er på det rigtige spor, eller om man skulle finde på noget nyt. I
Freinetskolen evaluerer de enhver proces de er igennem. Det skal jeg også i min praktik, og jeg er sikker på at det vil give mig noget ekstra med hjem at have fået mulighed for at evaluere min undervisning både med lærerne og eleverne. For hvis vi skal finde ud af om undervisningen fungerer, hvorfor så ikke bare spørge eleverne?!


Så. Det var lidt teori. Der er en del mere at sige, men det er sådan den overordede idé i Freinets pædagogik og didaktik.

Jeg tror - og nu skal jeg jo ikke være for hurtig - at jeg godt kan finde tid til at skrive en lille smule hver dag i praktikken. Så det tror jeg jeg vil gøre. Det ville også passe fint ind i min evalueringsproces at jeg helt naturligt skulle skrive noget hver dag. Så her får I en unik chance for at følge en treugers praktik på Den Frie Lærerskole dag for dag!!!
Glæder I jer? Okay. Så læs med på mandag hvor det første kapitel af min Freinetpraktik begynder!

Og så ellers rigtig god vinterferiehygge til jer der er så heldige fra Kåre!

onsdag den 6. februar 2008


Så har jeg været nede i Svendborgsund igen og fået lagt fagugen som slagsbror bag mig. Her følger dog et snapshot af en af de flyvende lege vi havde gang i.