Suk eller juhu

Enhver, der har haft berøring med Den frie Lærerskole, kender til det. Midt i at man er ved at drukne i aktiviteter, som Kåre også skriver, spændende og vigtige men også tidskrævende og hjerteblodssugende, ender man pludselig, uden helt at vide hvordan, midt i et nyt.
Jeg hedder Lise og går på 4. årgang, og som en af de lidt mere erfarne DFL’ere burde jeg efterhånden kende faresignalerne. Man kommer gående, en sen aften, på en tilsyneladende øde og mørk skole, på vej ned for at kopiere til morgendagens undervisning, da et par røgskyer afslører liv ved indgangen til skolen. Et ”det er Lise, hun har også en blog” burde have fået mig til at vende om, men naiv som jeg er, går jeg direkte i fælden. Og jeg fornægtede, at jeg nogensinde ville melde mig til mere, og at jeg i hvert fald ikke havde tid og energi til at sidde og skrive til denne blog.
Men her sidder jeg nu! Lidt skriveri kan da godt lige klemmes ind, trods alt. Men også kun fordi det er så vigtigt at fortælle vores historier hernede på Den frie Lærerskole. Fordi vores historier, lige som vores måde lave læreruddannelse, er noget unikt og ret fantastisk. Dermed ikke sagt at det altid er rosenrødt, og jeg ikke til tider er ved at gå til over skolen, menneskene, livet hernede. Men fordi det på trods af alt det, og måske især i kraft af alt det, der nogle gange trækker tænder ud, er noget ganske særligt at være studerende her.
Jeg begyndte her i 2004, meget ung synes jeg nu – nogle gange kan det være svært at huske mig selv før jeg begyndte. Meget idealistisk tror jeg, at jeg var, midt i en masse oplevelser med livet, som krævede energi, men som ikke konkurrerede med skolen om mit fokus. For jeg var ganske sikker på, at det var her, jeg skulle blive lærer. Det har jeg vidst, siden jeg selv gik på efterskole, faktisk vidste jeg allerede før, at jeg ville være lærer (der var dog engang, jeg ville være balletdanser og siden landmand), men det var på Rudkøbing Efterskole, at jeg blev præsenteret for Den frie Lærerskole og besluttede mig for, at der skulle jeg hen. Derfor var jeg også en af de meget unge, da jeg endelig blev gammel nok til at begynde her. ”Ventetiden” som jeg opfattede den som, blev brugt på at tage en studentereksamen og få noget erfaring med at undervise.
Her på den anden side af årspraktikken begynder det hele ligesom at give mening. Jeg er tæt på slutningen, men også så langt fra at jeg kan nå at lære enormt meget endnu. Jeg føler en større sikkerhed i forhold til mig selv som underviser, mine medmennesker og min skole. Og alligevel føler jeg mig enormt ydmyg overfor livet og det enormt værdifulde erhverv det er, at få lov til at undervise andre mennesker.
Det er noget af det, jeg gerne vil bruge denne blog til at fortælle om…
Derudover vil jeg også gerne bruge den til at fortælle om min travle men sjove hverdag. Som for eksempel at jeg lige nu er ved at forberede en faguge, hvor en medstuderende og jeg skal undervise et hold studerende i dansk grammatik, men at jeg har haft mareridt om, at det var matematik, jeg skulle undervise i, uha uha. Om hvordan det af uransaglige årsager ofte lykkes mig at ødelægge et eller andet (spørg min praktikskole, det har været dyrt at have mig!), senest en computer i medie – ved at prøve at genstarte den! Om hvordan mine gamle kolleger kommer på det ene kursus efter det andet hernede, og sikke en fest det er! Om hvordan det er at synge koncert med skolens kor, når man ser, at ens dejligste venner bliver rørt (næsten til tårer) og få en dejlig oplevelse. Og om hvordan det nogle gange kan være meget svært at nå at lave alle sine lektier, når man pludselig finder på alt muligt, det her blogskriveri for eksempel :-)